Paradise Rally?
Så er vi hjemme i Maputo igen!
Turen til den Sydafrikanske republik, var meget oplevelsesrig. Først kørte vi til ‘Klein Drakensberg’ bjergene, som det hedder på afrikansk. Det var dejligt solskinsvjer og vi så på masser af vandfald i de smukke bjerge, som fortrinsvis bruges til grantræsplantager, naturoplevelser og extremesport.
I Graskop, en by i bjergne, var der Det Årlige “Paradise Rally” motorcykeltræf. Omkring 3.000 motorcyklister var samlet for at socialisere og rivalisere, vise deres motorcykler frem og indtage store mængder alkohol. Der var boder med pølser og pommes fritter og burgere og alting stank lidt for meget af friture. der var boder der solgte stofbadges til at sy på jakken og brugt motorcykeltøj og lilla parykker, t-shirts med Afrikaans tryk og det sydafrikanske flag – fra dengang det var apartheid. I det hele taget et miljø der grænsede til det usmagelige. I selve campen var der flest hvide, men udenfor campen, hvor det egentlige “show-of” område var, var der ca 90 % hvide og 10 % sorte, der blærede sig med hvor smarte de kunne være på en kværn. Hovedgaden i den lille flække var spærret af til formålet, og motorcyklisterne kørte hele vejen på baghjulet, lavede dækafbrændinger og alskens smart-ass halløj. Se det var en øhhh… oplevelse.
I avisen, læste jeg i onsdags, at der for en gangs skyld ikke var nogen døde til året Paradise Rally, hvor dødsfaldsraten ellers er 2,5 person pr. afholdt rally. Men det var også godt vejr.
Istedet for at blive dagen ud til rally, kørte vi en tur langs Blyde River Canyon og så på det sindsygt smukke landskab og forhørte os hvor og hvordan det kunne lade sig gøre med vandreture. De findes fra et par timer til 5 dages hikingture, men til alle turene skal man have en tilladelse, som indhentes forskellige steder, alt efter turen.
Søndag kørte vi til Nelspruit for at møde Lene og Nikolaj. De var kommet godt frem og vi rejste videre sammen. De nåede at få et glimpt af bjergene og vandfaldene før tågen lagde sig tungt. Der blev den så i et par dage og det var helt vildt koldt. Så koldt at vi brød op en dag før tid og kørte ned fra bjergene. Vi rundede Nelspruit og kun 10 km udenfor Nelspruit stod vores gearkasse af. Automatgear.. – det er ikke noget vi lige synes vi skulle bikse med en Leatherman på hovedvejen, så vi fik en slæbevogn til at bugsere bilen til værkstedet i Nelspruit.
Så stod vi dér, med bilen fuld af camping gear, men uden automat gear. Landroverværkstedet lånte os en af deres servicevogne, så vi kunne køre til vores destination, Malelane, udenfor Nelspruit og overnatte. Dagen efter kørte vi ind til Nelspruit igen og før vi aflevrede bilen skulle vi lige på det Mozambikanske konsulat, så Lene og Nikolaj kunne lave visa’er til Mozambique. De udfyldte skemaerne og fik besked på at de kunne komme igen klokken 14. Det slog os lige lidt tilbage, fordi vi skulle aflevere bilen på Landrover, slæbe rundt på vores bagage og sørge for at nå vores bus til Maputo klokken 16.00
Vi stod et øjeblik foran konsulatet og prøvede at lave en plan, da en mand kommer hen til os og siger noget uforståeligt, der lyder som: De røver jeres bil!
Det gjorde de så…. 4 unge mænd var kommet forbi bilen, hvor der lå rygsække i bagagerummet. Så havde de lige madret bagruden og begyndt at fiske bagage ud af bilen, da en vagt på en nærliggende parkeringsplads var blevet opmærksom på grund af lyden og kom efter dem. Han nåede at få fingre i en ung mand og fik larmet op og tilkaldt politiet. De andre røvere havde smidt det meste af bagagen og var stukket af. Så da vi kom løbende hen til bilen, var bagruden knust, glasskår over det hele, politibilen holdt bagved os og havde både røver og bagage i deres bil. Vi kørte sammen med politiet til politistationen og aflagde rapport. En interressant og lidt presset oplevelse.
Herefter måtte vi tilbage til Landrover værkstedet og sige “Tak for lån af bilen, nogen har smadret bagruden”. De tog det nu ganske pænt og var glade for vi ikke var blevet hijacked (væbnet overfald på bilen), som er ganske almindeligt. Vi betalte for en ny bagrude, og vinkede farvel til vores egen Landrover. Den sidste times tid inden busafgang til maputo tilbragte vi i en lukket indkøbsmall.
Busturen tilbage til Maputo gik strygende hurtigt og sikkert, og vi kom frem da mørket havde sænket sig over byen. Trygt tilbage i den varme og fugtige stank af affald, tis og friture, kunne vi endelig slappe af. Mens Nimbus blev hjemme og passede på huset, tog Lene, Nikolaj og jeg til Aeroklubben for at spise aftensmad, som er onsdagstraditionen. Her var der ikke bare mad, men FEST. Stor buffet og mange mennesker og høj musik. Og Mozambikansk øl i store flasker. Først var det lidt overvældende, men så blev det egentlig ret dejligt at få skyllet alle de pressede oplevelser ud af kroppen med lyd og smag og flinke mennesker….
Men alt det er efterhånden længe siden. Meget vand er løbet i åen siden og måske kommer der reflektioner her på loggen.
